
“I samtalen møder jeg dig med respekt, nærvær og anerkendelse.
Jeg lægger stor vægt på at skabe et tillidsfuldt rum, hvor der trygt kan tales om det, der er svært for dig.”
Terapi er for dig, som oplever at blive overvældet af udfordringer i dit liv eller som på anden vis er ramt af livskrise, sorg eller traumer. I terapien arbejder vi sammen på, at du opnår ny og større indsigt om egen viden, færdigheder og kompetencer. Med dette vil det blive muligt for dig, at leve dit liv på en mere foretrukken måde ud fra de værdier, håb og drømme du har.
Hvem og hvorfor?
Intet problem er for stort eller småt til at blive talt om i terapien, så længe det har betydning for dig. Som mennesker kan vi opleve at blive overrumplet af livet og dets udfordringer, og vi kan alle mærke behov for hjælp til at genfinde fodfæstet i en terapeutisk kontekst, således vi atter finder den ønskede retning i livet.
Jeg tilbyder terapi til børn, unge og voksne. Terapien tager altid udgangspunkt i dit behov og tilpasses den enkelte.

Gravide og nybagte forældre
Som nybagte forældre står vi overfor et nyt og uafprøvet kapitel i livet. Fra graviditeten bliver en realitet, starter en psykologisk proces, hvor vi som kommende forældre pludselig står overfor store spørgsmål – hvordan vil jeg gerne selv være forældre? Hvordan har min egen opvækst været? Hvad vil jeg bringe med mig videre til mit eget forældreskab, og hvad vil jeg gerne undgå?
I løbet af barnets tre første leveår – de betydningsfulde første 1000 dage – sker der store forandringer i familien. Det lille barn udvikler sig allermest det første leveår, hvor grundlæggende psykologiske processer skabes – herunder tilknytningen til sine forældre eller nærmeste omsorgspersoner. Af mange forskellige årsager, kan tilknytningen og samspillet have brug for en hjælpende hånd til at blive stærk, tryg og udviklende, hvilket er af stor betydning for barnets generelle udvikling. I terapien vil jeg understøtte fundamentet for jeres forældreskab samt tilknytningen til og udviklingen af jeres barn.

forældrevejledning
Er stemningen blevet lidt for tung hjemme hos jer og har konflikterne vokset sig for store?
Udfordringer, tvivl og følelsen af magtesløshed er noget mange kan genkende i sit forældreskab – og noget de fleste ønsker at kunne gøre anerledes. Uanset hvilke udfordringer I står overfor hjemme hos jer, vil jeg være klar til at følges med jer på vejen mod et mere foretrukkent samspil og forældreskab gennem samtale og konkrete tiltag.

SORG, TRAUMER og (identitets)krise
Viser livet sig lige nu fra sin mest udfordrende side eller er det svært at komme videre fra en sorg eller krise? Følelsen af at sidde fast uden at kunne se lys omkring sig, er noget mange kan genkende og det kan være nødvendigt at få hjælp hertil. Jeg vil i terapien følges med dig på dette særligt svære stykke af vejen og hjælpe dig til at genfinde dit indre kompas til igen at kunne navigere mod et lysere sted.
Voldsomme hændelser sætter sig som traumer hos os, når vores nervesystem overvældes og vi ikke kan skabe mening omkring det, som er sket. Med traumer følger følelsen af frakoblethed fra os selv, vores krop og fra andre – med andre ord har traumer den virkning, at den bibringer en følelse af ensom og forkerthed, idet vores nervesystem bliver fastlåst og ufleksibelt. Jeg vil i traumeterapien hjælpe dig til igen at få et mere fleksibelt og roligere nervesystem gennem en genskabelse af forbindelsen mellem krop og sind, således du kan genfinde balancen og dermed leve dit liv på en mere fortrukken måde.
Har du mistet fornemmelsen af dig selv og hvem du er? Igennem livet kan vi af og til få fornemmelsen af, at miste forbindelsen til os selv og have følelsen af at famle i blinde eller at være faret vild. Nogle gange finder vi selv automatisk tilbage på sporet igen, men andre gange har vi brug for hjælp. Jeg vil i terapien støtte dig til igen at få fodfæstet og finde ind til dine værdier, således du igen får en styrket følelse af hvem du er og hvad der er vigtigt for dig, således du kan navigere i den retning du ønsker.
Psykoterapeut MPF
Da psykoterapeut (endnu) ikke er en beskyttet titel, bruges betegnelsen MPF for de psykoterapeuter, som er certificerede ved institutter godkendt af Dansk Psykoterapeut Forening. Foreningen har særlige krav og betingelser for hvad man som certificeret psykoterapeut skal have modtaget af undervisning, egenterapi og supervision.
Det er min klare anbefaling altid at benytte sig af psykoterapeuter, som er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening (MPF). Dette er din mulighed for at være sikker på, at terapeuten er af godkendt kvalitet.
priser
Terapien kan både foregå i mit hjem, hos dig i vante rammer eller online.
850 kr.
Individuel terapi
60 min. individuel terapi, hvor fokus ligger på, at du igen finder fodfæste og finder ind til dine værdier.
1250 kr.
Par- og familieterapi
Ca. 90 min., hvor vi taler om de problemstillinger I har som par, familie og/eller nybagte forældre.
1100 kr.
Familievejledning i hjemmet
Terapien foregår i jeres hjem, så I er i trygge rammer og vi frit kan tale om det, der udfordrer jer som familie.
Kontakt mig
Ønsker du at booke tid til en samtale eller har du spørgsmål angående terapi, er du meget velkommen til at kontakte mig via mail eller telefon.
E-mail: lottebakmikkelsen@gmail.com
Tlf.: 60 15 78 30
afbudspolitik
Afbud skal ske hurtigst muligt og senest 24 timer før aftale. Ved senere afbud betales halvdelen af prisen forud for næste samtale.
Hvem er jeg?

Mit navn er Lotte Bak-Mikkelsen, og jeg er bosat udenfor Århus sammen med min familie.
I 2021 blev jeg certificeret psykoterapeut MPF fra Systemisk Institut for Familieterapi (SIF) med fokus på individuel-, par- og familieterapi. SIF er et af de førende institutter i Danmark, og instituttet bygger på et fundament af systemisk og narrativ tænkning, hvorfor jeg særligt er optaget af de sammenhænge, vi som mennesker befinder os i, og hvilke dominerende og foretrukne fortællinger vi skaber om os selv.
Gennem de seneste år har jeg skabt erfaring i arbejdet med familiebehandling i kommunalt regi, hvor jeg har arbejdet indenfor specialet omkring gravide og spædbørn. Her har fokus særligt været på at støtte de kommende eller nybagte forældre i deres nye roller som forældre, og dermed få skabt de bedst mulige udviklings- og opvækstbetingelser for børnene. Senest er målgruppen blevet udvidet, så jeg nu arbejder med familier med børn fra 0-15 år, hvor jeg både har fokus på barnet/den unge og forældrene samt alle relevante samarbejdspartnere omkring barnet/den unge.
Tidligere har jeg også erfaring fra arbejdet med voksne tilknyttet psykiatrien med forskellige psykiatriske diagnoser.
